Det er lidt en tilnærmelse at tale om vinter i Alicante. December, januar, februar og marts kan dog betegnes som de køligste måneder på året, men hvis du regner med frost og sne, kan du godt tro om igen.
Dagtemperaturerne kommer sjældent under 16 C og selv om nattetemperaturerne kan komme ned omkring 5-6 C, kan man ikke tillade sig at kalde det kolde måneder.
Januar er Alicantes koldeste måned, men til gengæld også måneden med mindst nedbør. Marts derimod ligger ”lunt i svinget” og læner sig op ad forår med 9-19 henover døgnet.
Vinteren er det ideelle tidspunkt at holde ferie i Alicante, hvis dine interesser går mere i retning af sightseeing end badeferie, og ligesom efteråret er vinteren fortrinlig til den aktive ferie, da du ikke bliver ”slået ud” af varmen, som om sommeren.
Søger du et sted, hvor du kan holde juleferie iført solbriller og korte bukser, så tag roligt til Alicante. Som alle de andre Middelhavslande går også Spanien højt op i fejring af jul, men på en mere rolig, spirituel måde, hvor du slipper for meget af den kommercielle side, men kan koncentrere dig om det, julen egentlig går ud på.